Find bilen i Tyskland
Kort guide til de bedste markedspladser, effektive søgekriterier og momsregler ved import.

Hvor søger du først
Mobile.de og AutoScout24 er de største og mest komplette markedspladser hvor der er omkring 1.5 mio. biler til salg. I Danmark er der kun ca. 50.000 biler til salg, hvorfor at udvalget altså er væsentligt større i Tyskland.
Tip til mobile.de: Nederst på siden kan du skifte sprog til engelsk hvilket gør det lettere, hvis du ikke er tryg ved tysk.

Sæt dine søgekriterier med omtanke
Hold kriterierne få og kun anfør dine ”must-haves” – altså kun de ting du ikke vil gå på kompromis med. For mange filtre kan nemlig fjerne gode tilbud. Gem søgningen og tillad ”notifikation via e-mail” så du altid er opdateret omkring gode tilbud og kan slå til hurtigere.
Vigtigt krav: Når du importerer en bil fra et andet EU-land, skal bilen både være mindst 6 måneder gammel og have kørt mindst 6.000 km, før den betragtes som brugt i momsmæssig forstand. Er begge krav opfyldt, skal du ikke betale dansk moms, men blot forholde dig til den tyske moms, som allerede er inkluderet i prisen. Opfylder bilen derimod ikke begge krav, anses den som ny, og så skal der betales dansk moms oveni, hvilket kan gøre bilen væsentligt dyrere. Husk, at det er datoen og km-standen for aftaleindgåelsen der er afgørende — ikke hvornår bilen fysisk kommer til Danmark.
De mest gængse kriterier som mange vælger ud fra (udover årgang, km) er farve, adaptiv fartpilot, anhængertræk. Vær gerne fleksibel - et godt tilbud uden anhængertræk kan ofte løses ved eftermontering i Danmark.
En praktisk søgestrategi er at have to søgeagenter. Den ene kan være en stram søgning med dine absolut nødvendige krav, og den anden en bredere søgning med få filtre for at fange uventede gode tilbud hvor du måske kan gå på kompromis med udstyr.
Søgefilter-tip: Overvej kun at søge på forhandlere. Forhandlere, (især større autoriserede) giver ofte bedre juridisk sikkerhed, garanti og dokumentation. Privatsalg kan være billigere, men kræver større forsigtighed.

Sortering og prisvurdering
Sortér efter lavest pris for at spotte skarpe tilbud. Tjek også de dyrere annoncer -nogle gange er en højere pris berettiget af væsentligt mere udstyr eller bedre stand.
Sammenlign mindst 3–5 lignende biler (samme år, km og udstyr) i forhold til euro-prisen for at få en idé om markedsprisen – så kan du nemmere spotte om en bil er billig.

Du har fundet en bil og står med en europris — hvad gør du nu?
Når du har fundet en bil, står du ofte med en europris og undre dig over: Hvad koster det at få den hjem til Danmark? Det er helt normalt ikke at kunne svare på det med det samme - prisen afhænger nemlig som regel af 3 komponenter: registreringsafgift, transport og synsudgifter.

Næste skridt – kontakt sælgeren og få overblik over din totale importomkostning
Næste skridt er at række ud til sælgeren, så du kan få et overblik over alle omkostninger. Den mest centrale omkostning er registreringsafgiften. I næste artikel vil du kunne læse mere om hvordan du får en bindende vurdering af registreringsafgiften indenfor 24 timer.
Kort opsummering
- ✓Søg primært på mobile.de og AutoScout24, hvor udvalget er langt større end i Danmark. Skift sproget til Engelsk på mobile.de for lettere navigation
- ✓Hold dine søgekriterier få og fokuser på musthaves for ikke at filtrere gode tilbud væk
- ✓Husk det vigtige krav: min. 6 måneder + 6.000 km for at undgå dansk moms
- ✓Totalprisen afhænger især af registreringsafgift - læs videre i artikel 2 for skabelon til kontakt og næste skridt i processen
Næste trin i processen
Kontakt til sælger